Det er med lidt af et smil, at Johnni Breinsborg afleverer denne bemærkning. Johnni er spillende holdleder for Varde Golfklubs hold i Herrekvalifikationsrækken, der fra næste sæson spiller i Dansk Golf Unions 5. division.
Vi har et meget ungt hold med mange spillere på 15 – 16 år suppleret med et par lidt ældre rutinerede spillere, og holdet har gjort det rigtigt godt igennem hele sæsonen, hvor det udover et knebent nederlag til Benniksgård, er blevet til lutter sejre – og dermed en klar førsteplads i puljen.
Vores primære funktion i klubben er egentlig at vænne de unge mennesker, der fortsat er juniorer, til at deltage i holdturneringer blandt voksne spillere, og dermed gøre dem klar til at rykke op på ét af klubbens to divisionshold
Solidt spil igennem hele sæsonen betød, at holdet i weekenden skulle ud i oprykningsspil på Breinholtgård Golfklubs bane sammen med 14 andre puljevindere. Her blev der kæmpet om 8 oprykningspladser til næste års 5. division.
Vi var ude som de første, og var egentlig ikke helt tilfredse med vores spil, men vi vidste også, at det ville være en dag, præget af nervøst spil for alle holds vedkommende. Vi havde for kort tid siden hørt et foredrag vedrørende mental træning af Mats Björkman, og én af hans vigtige pointer til en sådan match var, at vi skulle huske på, at de andre spillere ville være ligeså nervøse som os.
Da alle 15 hold havde færdigspillet, viste det sig, at vi lige nøjagtigt hang ved med det yderste af neglene og sluttede som nr. 8 – og dermed en oprykningsplads.
Hvor er det flot klaret af dette unge hold, der sammen med et par rutinerede spillere har skabt en enestående klubånd, og derigennem de gode sportslige resultater – ikke mindst takket være holdleder Johnni Breinsborgs imponerende indsats, lyder det fra formanden for Sportsudvalget, Birthe Christensen.
Varde Golfklub har dermed tre hold med i herrernes divisionsrækker i 2019.