Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelse om Ebbe Seligmanns alt for tidlige død.
Ebbe var – indtil generalforsamlingen forleden – klubbens næstformand. En post han havde beklædt i mange år, og han har gennem årene ydet en meget betydelig indsats for Varde Golfklub. Hans indsats skete ofte på områder, som medlemmerne ikke umiddelbart kunne se, men som var vigtige for klubben.
Ebbe var ramt af sygdom det seneste års tid. Han kæmpede mod sygdommen med en næsten ukuelig optimisme, og vi var mange, der håbede og troede på, at han nu var ovre det værste – men sådan skulle det ikke være. Men som noget helt naturligt deltog han i bestyrelsesmøderne i klubben og løste de opgaver, han havde påtaget sig. Uafhængigt af helbredssituationen.
Den Visionsplan, vi opererer under i dag, bærer således Ebbes tydelige fingeraftryk. Som tidligere direktør i en af områdets største virksomheder, var Ebbe vant til at arbejde med visioner, men også med arbejdspladsvurderinger og lønforhandlinger. Kompetencer, som Varde Golfklub har haft stor gavn af. Ebbe havde en evne til at gennemføre forhandlinger, så ingen opfattede sig som tabere. Man nåede bare i fællesskab frem til det bedst mulige resultat i situationen. Den evne har været til stor nytte de seneste år, med stram økonomi.
Ebbe var hurtig i ord og handling. Man mærkede tydeligt, at han ikke var rundet af den jyske muld. Men også, at han holdt af Vestjylland, Varde og Varde Golfklub. En tilflytter, der i den grad var faldet til og som helt naturligt tog et ansvar på sig, hvis nogen bad ham om det.
Ebbe vil blive savnet i bestyrelsen, på banen og i festligt lag.
Æret være Ebbes minde.