Frivillig arbejdskraft søges

Under mottoet: Kvalitetsløft med samme faste bemanding som i dag – til gavn for os alle

Vi har rigtig mange forskellige opgaver, som vi gerne vil have frivillige til at hjælpe med at løse, og vi har plads til MANGE hænder.

De fleste af opgaverne er ikke faste og kræver ikke meget af din tid, og så kan du blive en del af vores fællesskab for frivillige i Varde Golfklub.

Vi har heldigvis allerede en flittig stab af frivillige, der yder en uvurderlig hjælp for klubben gennem udvalgsarbejder, holdkaptajner, mentorer, klipning af semirough, rivning af bunkers, træfældningshold, stubfræser, boldopsamling og andre opgaver. Tusind tak til jer!

Hvordan tilmelder jeg mig som frivillig ?
Vi kan dog godt bruge endnu flere – og der er ikke tale om, at man binder sig til et bestemt antal timer eller bestemte dage. I melder jer simpelthen til via de nedenstående knapper og opgaverne vil blive fordelt.

Det handler IKKE om, at vi skal ”erstatte” personale – men om at vi hjælper hinanden med at give det samlede område et kvalitetsløft, og med at forskønne banen/naturen og området omkring klubhus og parkeringsarealer

Har du spørgsmål til de enkelte opgaver, så kontakt os på følgende telefonnumre:

Tlf. 4095 0475  Peter – chefgreenkeeper
Tlf. 7522 4944  Rie – kontorleder
Tlf. 4244 9750  Jacob – træner

Eller skriv en mail til kontoret: kontor@vardegolfklub.dk


Opgaver:

Meld dig til ved at klikke på knappen udfor den aktuelle opgave.


Hjælpere til modtagelse af gæster

Der er brug for hjælpende hænder til at modtage vores gæstespillere – især når store grupper melder deres ankomst. Desuden skal selve receptionsområdet gerne se ryddeligt og nydeligt ud. Vi kontakter jer, der har meldt ind på denne opgave – i god tid før arrangementet.

3 – 5 personer, 2 – 3 timer pr. gang, efter behov


Boldopsamling

Der skal samles bolde på udslagsbanen:
Tirsdage, onsdage, torsdage og fredage skal opsamlingen være færdig kl. 9.00
Lørdage og søndage efter kl. 16

3 – 5 personer, 1 – 2 timer pr. gang


Baneservice

Opgaven er at give alle spillere – såvel gæster som klubbens medlemmer en god golfrunde, hvor spillet flyder. Baneservice kontrollerer, at der er betalt korrekt greenfee af vores gæster og spilletilladelse hos vores egne medlemmer.

10-15 personer, 1 – 1 1/2 time pr. gang, 2-3 gange pr. måned


Rive bunkerne

Der er et velfungerende bunkerhold – Bliv en del af det team de mangler én til at hjælpe.

1 person, 3 timer pr. gang. 2-3 gange pr. måned


Bagrummet

Der skal ryddes op og fejes i bagrummet

2 – 3 personer, 1/2 time pr. gang, 2 gange pr. måned 


Venteområde foran lobbyen

Der skal fejes og vandes blomster i venteområdet foran lobbyen.

2 – 3 personer, 1/2 time pr. gang, 2 gange pr. måned om sommeren


Vedligehold af teesteder

Der drysses lidt græsfrø i de bare pletter og derefter sand henover – der glattes ud med en asfaltskraber.

2 – 8 personer, 1-2 time pr. gang, 2-4 gange pr. måned alt efter sliddet


Fjerne sten og ukrudt i bunker

Det kan ikke undgås, at der kommer sten og ukrudt i bunkerne. Det er ikke det hele, som bunkerriven kan samle sammen, så derfor skal det gøres manuelt med en rive.

– personer, 1-2 time pr. gang,1-2 gange pr. måned over sæsonen


Buskrydning mellem træer

Vi har nogle der kører og klipper græs imellem træerne på banen. Men de kan ikke komme ind alle steder. Så der er lidt, der skal fjernes med en buskrydder.

2-4 personer, 2-4 timer pr. gang, 2 gange pr. måned 


Fjerne ukrudt og rengøre ved bænke og skraldespande

Skære kanter omkring fliserne, luge ukrudt væk under bænkene og vaske skiltene.

2-4 personer, 3 timer pr. gang, 2 gange pr. måned 


Skære sprinkler omkring greens fri for græs

For at sprinklerne omkring greens vander optimalt og holder længere, skal de holdes fri for græs.
De bliver markeret med en hvid ring, når der skal prikkes eller andet, hvor der er risiko for at ødelægge dem – så der er de til at finde.

2-4 personer, 2-4 timer pr. gang, 4-6 gange på en sæson (når de er mærket op)


Vask af maskiner

Hen over sæsonen, hvor der er travlt, bliver maskinerne, efter brug, skyllet af for græs. Men to gange om måneden skal de vaskes med sæbe, så græssaften ikke sætter sig fast. Dermed er de lettere at holde rene, og levetiden forlænges.
Maskinparken bliver ekstra rengjort om vinteren, så de er klar til den nye sæson.

1-2 personer, 2-4 timer pr. gang, 2 gange pr. måned


Rengøring af lynskur

Lynskuret ved hul 16 ligger åbent og er udsat for skidt og fugle, der flytter ind. Dette kræver rengøring.

1-2 personer, 1 time pr. gang, 2-4 gange pr. måned


Stærekasser

Da der er store begrænsninger på forbruget af pesticider, er det vigtigt at have mange stærekasser. Til en 18 huls golfbane skal der være mindst 100 stærekasser.

Ophængning af stærekasser: 2-4 Personer. Tiden det tager at hænge op over vinteren.
Tjek stærekasser i sæsonen: 2-4 Personer, 3 timer pr. måned


Som I alle kan se – er der nok af opgaver at vælge i mellem – vi glæder os til at høre fra jer!