Print Kontakt
Søg


Vision 2015

 

Baggrund

I 2005 udkom vision 2010 for Varde Golfklub. Dette dokument ”VISION 2015” er en opdatering af bestyrelsens planer og visioner for de kommende 5 år. Formålet er dels at give klubbens medlemmer mulighed for at diskutere indbyrdes og med bestyrelsen, om det er den vej klubben skal bevæge sig, og dels at fastholde hvordan en mulig udvikling kan være.

Ved at gøre visionen let tilgængelig - bl.a. på klubbens hjemmeside – kan nuværende og kommende medlemmer sikre sig, at Varde Golfklub er en klub, de ønsker at være/blive medlemmer af.

Visionspapiret er udover den traditionelle golfklub også et første udkast til hvordan bestyrelsen ser Varde Golfklub i en fremtid med større konkurrence og fleksibilitet.

Visionerne er mangfoldige og vedrører mange af klublivets aspekter. For så vidt angår nogle af områderne er tankerne meget konkrete og for andre områder er der kun en vision, uden bestyrelsen endnu har konkrete ideer til, hvordan disse tanker skal føres ud i livet.

Vision 2015 er ikke et statisk dokument. Det tages op til revision ved hvert klubårs begyndelse og afløses senest i 2015 af en ny langsigtet plan.

Indhold:

- Baggrund

- Fremtidigt marked og konkurrence

- Medlemmer og kommunikation

- Sponsorer og anvendelsen af sponsorindtægter

- Banen

- Klubhus

- Økonomi

- Klubber i klubben og sportsdelen

 

 

Fremtidigt marked og konkurrence.

I de sidste år er der sket en udvikling med stadig flere golfspillere i Danmark, men samtidig er der også sket en forøgelse af antallet af golfbaner i Danmark. Hvis man sammenligner disse to ting, er resultatet, at der nu er færre medlemmer pr. golf hul, dvs. der er færre medlemmer til at dække de samlede omkostninger. Dette giver sammen med den økonomiske udvikling i det omgivende samfund en mere anstrengt økonomi i de danske golfklubber og dermed en større konkurrence om de medlemmer, gren fee spillere, sponsorer og andre indtægter.

I dag har Varde Golfklub et meget fint renomme i det omgivende ”golfsamfund”. Dette gælder specielt banen; men det ser også ud til at være på vej m.h.t. vores restaurant. Det vil være meget vigtigt ikke at risikere dette renomme ved at gøre nogle tiltag, der sætter kvaliteten på spil.

Endvidere vil der i fremtiden blive stillet større krav til fleksibilitet i f.eks. typer af medlemskab.

Der skal arbejdes for at tilføje en ekstra oplevelse ved at spille Varde Golfklub, det gælder både green fee spillere og medlemmer. I det hele taget skal man kunne distancere oplevelse af at spille Varde Golfklub i forhold til mere ordinære baner. Her er det en selvfølge med den meget høje standard i banen og restauranten.

 

 

Medlemmer og kommunikation.

I dag har Varde Golfklub 2 typer medlemskab, aktive og passive medlemmer. I fremtiden vil det være nødvendigt at åbne op for mange flere for at kunne fastholde og tiltrække nye medlemmer. Her skal kun nævnes :

- 9 hullers for dem som ikke kan mere

- Hverdags medlemskab

- Forskellige former for green fee medlemskab

En forudsætning for en levende klub både for medlemmer, green fee gæster og sponsorer er, at alle relevante informationer/oplysninger er let tilgængelige. Dette vil ske ved, at bestyrelsen baserer sig på det elektroniske medie i dagligdagen. Der skal være en velfungerende hjemmeside der løbende opdateres med alle relevante oplysninger.

Udover den elektroniske information skal det tilstræbes, at der foruden generalforsamlingen også arrangeres et informationsmedlemsmøde om året.

Som en service over for medlemmer og green fee spillere skal den elektroniske tids reservering udvides til at omfatte alle ugens dage. I den fremtidige konkurrence om green fee spillere er det et must, at man ved om der er plads, når man kører mod en bane for at spille green fee.

 

Om sponsorer og anvendelsen af sponsorindtægter

 

Sponsorindtægter er blevet en væsentlig del af indtægtsgrundlaget i Varde Golfklub – i 2010 mellem 400 og 500.000 kr.. Det er derfor vigtigt, at vi bruger tid, penge og ressourcer på sponsorpleje.

Som sponsor i Varde Golfklub, skal en virksomhed føle, at de får ”value for money”. Det kan ske ved de arrangementer, som Erhvervsklubben holder for dens medlemmer, men også ved at klubben aktivt promoverer de virksomheder der støtter klubben.

Sponsorer ønsker pr. definition primært at støtte ungdoms- og elitearbejdet. Det ses tydeligst ved at mindst 2/3 af sponsorindtægterne kommer via Erhvervsklubben, der netop har til formål at støtte ungdoms- og elitearbejdet. I stedet for at pålægge Erhvervsklubben forskellige afgifter, som vi hidtil har gjort, vil vi fremover støtte Erhvervsklubbens arbejde – således Erhvervsklubben varetager al sponsorpleje i klubben (altså også pleje af de sponsorer der har valgt (også) at støtte klubben gennem andre kanaler end Erhvervsklubben). Det kan være hul sponsorer, sponsorer på scorekort eller green fee beviser eller lign. Derved opnår vi en ensartet behandling af alle, der ønsker at støtte Varde Golfklub – og klubben kan samtidigt med en bred vifte af tilbud imødekomme den enkelte sponsors ønske om eksponering.

De betyder blandt andet, at klubben uden vederlag stiller banen til rådighed for Erhvervsklubbens arrangementer. Og på den anden side, at klubben har en forventning om, at alle opgaver i forbindelse med sponsorpleje varetages af Erhvervsklubben. (At der arbejdes med en årlig minimumsbetaling på kr. 6.000 som forudsætning for at modtage modydelser fra klubben er acceptabelt).

Det er også ønsket, at Erhvervsklubben helt overtager finansieringen af elitearbejdet. Støtte til juniorarbejdet vil fortsat ske på samme niveau som hidtil, men det er – både af hensyn til elitespillere og sponsorer – ønskeligt at vise, at alle omkostninger ved eliteaktiviteterne er sponsorfinansierede.

 

Banen.

Varde golfklubs bane er anlagt som en parkbane og skal i sin helhed fremstå som sådan. Der skal tages behørigt hensyn hertil i beplantningen, ligesom ådalen skal fremstå med en høj grad af synlighed uden unødig beplantning og sådan, at bane og ådal udgør en samlet helhed.

Banen kan ikke gøres væsentlig længere, og Varde Golfbane vil aldrig få mere end en 18 hullers bane med 2 sløjfer.

I spillemæssig henseende skal banen søge at give såvel klubbens egne medlemmer som green fee spillere en god oplevelse. For handicapspillere skal banen være relativt let at spille samtidig med, at den byder på udfordringer for elitespillere. Ved fremtidige ændringer skal banen langsomt gøres sværere for at følge med udviklingen.

Banens kendetegn skal være, at den fremstår vel vedligeholdt og med relativt hurtige greens. Klipning og øvrig vedligeholdelse skal være sådan, at spillere straffes for at slå uden for fairway og semirough, men at bolden forholdsvis let kan findes og spilles.

Perioden frem til år 2015 skal primært anvendes til konsolidering af banen med de ændringer, der er gennemført i årene 2007-2009. Men hvis der opstår uforudsete muligheder (økonomisk) for spændende udvidelser, skal dette selvfølgelig overvejes.

Resterende bunkers skal renoveres. Derefter forventes 2-3 bunkers renoveret pr. år.

Udtyndingen i ammetræerne og opstamning af træerne skal fortsættes.

Såfremt der åbnes mulighed for udvidelse af arealet, bør der findes en bedre placering til driving range, der er for kort. Herved åbnes mulighed for en tiltrængt forbedring af par 3 banen, så den bliver mere spændende. Herved kan den også indgå i mulighederne for øgede indtægter eller tillæg til andre ydelser.

 

Klubhus.

Varde Golfklub har i 2010 fået en god restaurant med tilhørende god restauratør/forpagter. Konceptet med en forpagter er efter bestyrelsens mening det optimale for Varde Golfklub.

Det at have en god restaurant i forbindelse med en virkelig god bane, er optimalt i forbindelse med markedsføringen af Varde Golfklub over for kommende green fee spillere. Men det er også vigtigt, at medlemmerne aktivt bakker op om restauranten såvel i forbindelse med golfspillet som uden for. Her er det også vigtigt, at medlemmerne kommer med forslag til forbedringer i f.eks. menuen på grundlag af oplevelser ved besøg i andre klubber.

Generelt skal man samtænke green fee og restaurant:

- Tilbud green fee og mad

- Såvel ”fin” mad som ”golf” mad

- Tilbud på hjemmesiden

I klubhuset skal der være et kontor med en venlig og serviceminded sekretariatsfunktion. Men generelt skal de forskellige funktioner, som en spiller skal udføre være baseret på selvbetjening ligesom klubber i klubben, udvalg og matcher skal være selvgående, så kontoret i videst mulig omfang kan koncentrere sig om egentlig kontorarbejde.

I indgangsområdet skal der findes opslag om alt hvad der foregår, lige som der online skal vises, hvem der er på banen.

Det er vigtigt for helhedens skyld, at der også forefindes en velassorteret proshop med konkurrencedygtige priser. Medlemmerne bedes også bakke op om denne funktion, så der fortsat kan være basis for en butik. Shoppen er forpagtet af klubbens træner/pro.

 

Økonomi

Klubben har de seneste 2 år investeret store beløb i klubhus mv. og har gennem lejeaftaler sikret dels en god økonomi i de foretagne investeringer dels store afledte indtægter i form af øgede green-feeindtægter. Som det fremgår af regnskabet for 2009/10 samt budgettet for 2010/11 levner resultaterne plads til årlige investeringer i bane og maskiner på 600.000 kr. samt afdrag på vores langfristede prioritetsgæld på 300.000 kr. Vi er i disse år begunstiget af meget lave renter på vores gæld. En rentestigning på 2% vil ikke have katastrofale konsekvenser på økonomien.

Klubber i klubben og sportsdelen

I Varde Golfklub er der en lang række klubber i klubben. I bilag 2 er indsat de regler der regulerer disse klubber i forhold til øvrige.

Junior

Fødekæden til vores golfklub stater i junior afdelingen. Vi producerer de fremtidige medlemmer, såvel motions golfere som elite golfere.

Vores mål er at udbrede golfen i Varde. Ved kontakt til skoler og andre idrætsgrene/klubber, vil vi tilbyde golf som en alternativ sportsgren med vægt på det sociale.

Netop sammenhold og et godt kammeratskab er de vigtigste ting i vores afdeling.
Træningen af vore juniorer, skal foregå på et lige så højt niveau som det er tilfældet i dag. Leg og sjov træning for nyeste medlemmer, udviklingstræning for vores mellem hcp. junior og seriøs elitetræning for vores elite junior.

Vores mål er at øge antallet af junior medlemmer med ca. 10 % pr. år, de næste 5 år. Dvs. at vi i 2015 skal være ca. 100 junior medlemmer i Varde Golfklub.
Dette kræver selvfølgelig en vis økonomi. Vi håber klubben og erhvervsklubben bakker os op, og stiller den nødvendige kapital til disposition, så vi kan opnå vores mål.

Sport og Elite

Varde golfklubs medlemsskare er primært motionsgolfere. Det ændrer ikke på, at vi ser klubben som en sportsklub. Elitegolf er en vigtig del af en golfklubs identitet. En aktiv eliteafdeling skal være med til at tiltrække medlemmer i aldersgruppen 20-40 år.

Vi vil derfor arbejde på at udvikle klubbens træningsfaciliteter. Det er vores mål, at der i 2015 er et udslagsskur mere, samt at der er etableret et indspil område med forskellige indspil længder og bunkere. Træningen er procesorienteret og baseret på de nyeste træningsmetoder og den nyeste teknik (bl.a. TrackMan) for at udvikle spillerne optimalt. Der er træning både individuelt og holdvis hele året.

Klubben er i 2010 repræsenteret i 2. division både for herrer og damer. Ambitionen er at bide sig fast i toppen af 2. division og udvikle egne talenter, så muligheden for et avancement er til stede på sigt.

Klubbens størrelse, alder og økonomi gør det ikke sandsynligt, at et hold i elitedivisionerne kommer på tale, men en placering i toppen af 2. division – med enkelte år i 1. division – er ikke urealistisk.

I samarbejde med Erhvervsklubben vil vi give de bedste spillere mulighed for at deltage i ranglisteturneringer (og ultimativt Danmarksmesterskaber), så de kan udvikle sig til glæde for klubben og området.

De spillere, der udvælges til at repræsentere klubben på eliteholdene, forventes at yde en koncentreret indsats, både i matcher og under træning. De skal være forbilleder for klubbens øvrige spillere, ikke bare i sportslig henseende, men også når det gælder engagement i klublivet og når det kommer til opførsel på og udenfor banen. Også af voksne elitespillere forventer vi en betydelig egenbetaling, men heller ikke her må økonomiske spørgsmål forhindre, at et talent videreudvikles.

Motto: ”Vi vil vinde, fordi vi spiller bedre golf”.

Varde Golfklub · Gellerupvej 111B · 6800 Varde · Tlf.: 7522 4944 · vardegolfklub@sport.dk